Da min cykel for noget tid siden blev stjålet, forsøgte jeg virkelig at se gaven i det, som vi spirituellaer jo helst skal.
Men hvis sandheden skal frem (og det skal den jo), så havde jeg aller mest lyst til kaste diverse besværgelser i retning af den dumme cykeltyv, der havde gjort mit liv mega besværligt.
Heldigvis er jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg har det ok med at føle som jeg gør, hvor jeg tidligere nok ville have banket mig selv oven i hovedet med, at jeg i nogle situationer simpelthen ikke formår at se gaven i det irriterende der sker.
Livet er bare ikke altid lutter lagkage, og bliver det heller ikke nødvendigvis, selvom vi drejer 8 gange rundt om os selv mens vi chanter Hulubulu…
For er det ikke det vi gør, når vi forsøger at fortrænge det der ikke må være der, ved at lave særlige ritualer hvor vi brænder ting af, eller tager i skoven og krammer et træ på den rigtige måde?
Misforstå mig ikke, jeg er stadigvæk fan af ceremonier, trækramning og alt det andet fantastiske vi kan boltre os i af spirituelle og selvudviklende aktiviteter.
Men hvad skal vi stille op med os selv, når vi kommer hjem fra vores perfekte skovtur, ceremoni eller hvad vi nu har gang i, og børnene stadig skaber sig, manden stadigvæk er sur, chefen stadigvæk er urimelig og det stadigvæk bringer vores pis i kog?
Jeg tror, at mange spirituellaer føler sig stressede og utilstrækkelige i deres stræben efter at leve som perfekte spirituelle, med alle de krav om at tilgive og være i fred med det hele, som vi selv og andre bombarderer os med.
Nok især os selv.
Hvad med om vi lige slapper lidt af med perfektheden (som jeg i hvert fald selv har strugglet med), og giver os selv tilladelse til at føle alt det man nu engang gør som menneske, i stedet for at bruge energien på flugtforsøg ind i quickfixes, der alligevel ikke virker i længden.
Og vigtigst af alt, husker at grine lidt af det hele, incl. os selv, når det hele kører afsted med os.
Læs også Bæredygtig livsstil er god feng shui